Forretningsbetingelser
© 2026 AAMANN Legal — Alle rettigheder forbeholdes
Disse forretningsbetingelser (GTC) gælder for alle ydelser, rådgivningsopgaver og juridisk bistand leveret af AAMANN Legal til sine klienter, medmindre andet udtrykkeligt er aftalt skriftligt i et særskilt engagementsbrev.
Oversigt
1. Selskabsstatus, identitet og reguleringsmæssige rammer
AAMANN Legal er en personligt drevet juridisk rådgivningsvirksomhed (Legal Consultancy) med hjemsted i Dubai, De Forenede Arabiske Emirater (UAE). Virksomheden tilbyder specialiseret erhvervsjuridisk rådgivning, kommerciel sparring og relaterede konsulentydelser.
Det præciseres udtrykkeligt, at AAMANN Legal ikke er et advokatfirma under den danske retsplejelovs regler, og ejeren praktiserer ikke under en aktiv dansk advokatbestalling. Rådgivning og bistand ydes således i egenskab af uafhængig juridisk rådgiver og erhvervskonsulent. Samarbejdet er derfor ikke underlagt de særlige lovbestemte regler, der udelukkende gælder for praktiserende advokater, herunder tilsyn fra Advokatsamfundet, de advokatetiske regler eller særlige klientkontogarantier under det danske retssystem. Ved indgåelse af aftalen erklærer klienten at være fuldt bekendt med og indforstået med denne juridiske status.
2. Accept, omfang og udførelse af opgaven
En endelig aftale om bistand anses først for indgået, når der foreligger en skriftlig bekræftelse, herunder i form af e-mailkorrespondance eller et formelt engagementsbrev, som definerer opgavens specifikke omfang samt de økonomiske vilkår.
AAMANN Legal forpligter sig til at udføre den aftalte opgave med en høj faglig standard, omhu og i tæt overensstemmelse med klientens kommercielle og juridiske interesser. Rådgivningen baseres udelukkende på de faktiske omstændigheder, oplysninger og det skriftlige materiale, klienten har forelagt AAMANN Legal.
Rådgivningen omfatter udelukkende de juridiske aspekter af opgaven, der udtrykkeligt er aftalt. Erhvervsjuridisk rådgivning fra AAMANN Legal inkluderer ikke skatte-, revisions-, finansielle eller rent tekniske vurderinger, medmindre dette specifikt og skriftligt er aftalt som del af opgaven.
3. Honorar, eksterne omkostninger og fakturering
Honoraret for AAMANN Legals ydelser fastsættes som udgangspunkt på baggrund af medgået tid til en nærmere aftalt timesats, medmindre der forinden skriftligt er indgået aftale om fast honorar eller et månedligt fast retainer for hele eller dele af opgaven.
Udlæg og eksterne omkostninger i forbindelse med opgavens udførelse (herunder offentlige registreringsgebyrer, rejse- og opholdsudgifter, kurérbistand, eksterne oversættelser og lokale notaromkostninger) er ikke inkluderet i honoraret og afholdes fuldt ud af klienten. Større eksterne udlæg opkræves normalt som forudbetalinger.
Fakturering sker som udgangspunkt månedligt bagud eller ved endelig afslutning af opgaven. Betalingsfristen er netto 14 dage fra fakturadatoen. Honorarer afregnes i overensstemmelse med skattereglerne i Dubai, og eventuel lokal moms (VAT) tillægges i det omfang, det er påkrævet under gældende lovgivning i UAE. Ved internationale eller grænseoverskridende ydelser er klienten alene ansvarlig for eventuel lokal skatteafregning (f.eks. reverse charge), såfremt det er påkrævet i klientens bopælskommune eller -land.
4. Fortrolighed
AAMANN Legal behandler alle oplysninger, dokumenter og alt materiale modtaget fra klienten eller vedrørende klientens kommercielle forhold strengt fortroligt. Denne fortrolighedsforpligtelse gælder uden tidsbegrænsning og opretholdes således uændret efter opgavens endelige afslutning. Oplysninger vil under ingen omstændigheder blive videregivet til tredjemand, medmindre det er en nødvendig forudsætning for opgavens håndtering, eller gældende international lovgivning eller bindende reguleringsmæssige krav foreskriver det.
5. Ansvar og ansvarsbegrænsning
AAMANN Legal er erstatningsansvarlig for den ydede rådgivning i overensstemmelse med de almindelige regler om rådgiveransvar, med de væsentlige begrænsninger, der følger af disse bestemmelser.
Ansvaret omfatter udelukkende klientens direkte, dokumenterede økonomiske tab. AAMANN Legal kan under ingen omstændigheder gøres ansvarlig for tabt fortjeneste, driftstab, tab af data, tab af goodwill, tab af forretningsmuligheder eller enhver anden form for indirekte tab, følgeskader eller økonomiske følgetab.
Det samlede, akkumulerede og maksimale ansvar over for klienten for fejl, mangler eller kontraktbrud i forbindelse med udførelsen af en specifik opgave er økonomisk begrænset til et beløb svarende til det samlede honorar (eksklusive udlæg og eventuel moms), som klienten faktisk har betalt til AAMANN Legal for den pågældende opgave, dog med et absolut loft på USD 50.000 for alle krav hidrørende fra samme opgave.
6. Immaterielle rettigheder
Alle immaterielle rettigheder, herunder ophavsret til skriftligt materiale, koncepter, paradigmer, skabeloner, kontrakter, memoranda og andre dokumenter udarbejdet af AAMANN Legal i forbindelse med opgaven, tilhører fuldt ud AAMANN Legal. Ved fuld betaling af det aftalte honorar tildeles klienten en tidsubegrænset, ikke-eksklusiv og ikke-overdragelig brugsret til at anvende det udarbejdede materiale til det specifikke formål, der dannede baggrund for opgavens igangsættelse.
7. Lovvalg og værneting
Disse forretningsbetingelser, enhver aftale om bistand samt enhver tvist, der måtte opstå som følge af samarbejdet mellem parterne, er underlagt og skal fortolkes i overensstemmelse med lovgivningen gældende i Emiratet Dubai og forbundslovgivningen i De Forenede Arabiske Emirater (UAE), som anvendt i Dubai.
Enhver tvist, uoverensstemmelse eller ethvert krav, der opstår i forbindelse med denne aftale eller misligholdelse heraf, og som ikke kan løses i mindelighed, skal være underlagt den eksklusive jurisdiktion ved domstolene i Dubai International Financial Centre (DIFC Courts).
Download betingelserne som PDF-dokument.
Download PDF